Barnets lov § 82 – den nye hoveddør til særligt dagtilbud, særligt klubtilbud og hjemmetræning (1)
Hvad skal være på plads, før kommunen kan tage stilling til særligt dagtilbud, særligt klubtilbud eller hjemmetræning – hvilke sagsbehandlingsregler skal følges – hvordan afklares det hvem, der er omfattet – hvilke elementer indgår i udredningen, og hvilke paragraffer i barnets lov skal i spil
07. nov. 2024, 09.00 – 15.30
Scandic Odense, Hvidkærvej 25, 5250 Odense, Danmark
Yderligere information
Efter flytning af kursusdagen fra 1.oktober til 7.november, vil vi introducere dette nye kursustilbud om den nye hoveddør.
Med barnets lov har vi fået en ny hoveddør til specialbestemmelserne § 83, særligt dagtilbud, § 84 særligt klubtilbud, § 85, hjemmetræning eller andet tilbud efter dagtilbudsloven eller barnets lov jf. § 82 stk.1 nr.4.
For at barnet kan omfattes af disse paragraffer, skal barnet opfylde betingelserne i § 82. Det kan være vanskeligt for kommunerne at holde styr på alle sagsbehandlingsreglerne, og vi har derfor tilrettelagt en kursusdag om målgruppen for de særlige bestemmelser – hvem kan komme ind, og hvordan udreder og afklarer vi hvem, der er omfattet og ikke mindst hvilke regler, der skal anvendes i sagsbehandlingen.
Mange regler skal i spil, når det skal vurderes, om et barn opfylder betingelserne for § 82, og vi vil på denne kursusdag identificere de mange bestemmelser og få hånd om sagsbehandlingen, så den overholder alle regler. Yderligere vil vi kaste et blik på metoder til udredning, samt hvad der bør indgå i den børnefaglige undersøgelse, når forældrene søger hjemmetræning.
Det er således ikke et kursus i særlige dagtilbud og hjemmetræning men vejen derhen – hvad skal der til, for at barnet omfattes af § 82, og hvordan udreder og afklarer vi.
Der er undervisning kl.9.00 – 15.30 med morgenbuffet fra kl.8.30
Indhold
Indledningsvis skal vi iagttage de nye inddragelsesregler i barnets lov, som præciserer, at vi jf. § 2 skal yde hjælp og støtte med afsæt i barnets perspektiv, at vi ved samtaler og anden direkte kontakt skal inddrage barnet jf. § 5, og at vi jf. § 8 skal tilrettelægge sagsbehandlingen, så barnet kan medvirke på lige fod med forældrene og med så få fagprofessionelle, som muligt.
Som ved enhver anden henvendelser skal myndigheden foretage en screening jf. § 18, og for vurdering af målgruppen for § 82, kan kommunen med en afdækning jf. § 19 sammen med bekendtgørelse 1469 af 5.12.2023 om § 82 m.v. kortlægge barnets funktionsevne, ressourcer, vanskeligheder og behov.
Yderligere skal myndigheden følge reglerne i § 10 stk.4 om, at en afgørelse om, at barnet er omfattet af § 82, skal indeholde oplysninger om den konkret indsats og formålet hermed.
Vi runder formål, mål og plan samt konsekvenserne af, at der skal træffes afgørelse om væsentlige ændringer i indsatsen, og at disse kan indbringes for Ankestyrelsen. Det er derfor afgørende, at sagsbehandlingsreglerne er fulgt af myndigheden, så det særlige tilbud har en plan at tage afsæt i, når de skal tilrettelægge hjælpen, og at det er tydeligt, hvad barnet ville kunne opnå i et offentligt tilbud, hvis forældrene søger hjemmetræning.
Vi gennemgår grundigt de mange paragraffer, der skal indgå i sagsbehandlingen og drøfter, hvordan vi sikrer at komme omkring det hele, uden sagsbehandlingen trækker unødigt ud.
I løbet af dagen tager vi et kig på BørneHandicapUdredningen, som kommunerne enten kan anvende i sin helhed eller blot bruge som inspiration for at sikre de nødvendige oplysninger forud for afgørelse efter § 82.
Der kræves ikke en børnefaglig undersøgelse jf. § 20, når det skal vurderes, om barnet er omfattet af § 82, men søger forældrene herefter hjemmetræning, fordrer det en børnefaglig undersøgelse.
Den børnefaglige undersøgelse får på kurset et handicapblik, og vi drøfter, hvordan oplysningerne fra udredningen forud for § 82 indgår i § 20 til vurdering af hjemmetræning.
Undervisningen vil veksle mellem oplæg fra underviseren, summepauser, spørgsmål fra deltagerne og debat i plenum. Ankestyrelsens principmeddelelser vil indgå.
Dagen vil veksle mellem oplæg fra underviseren, spørgsmål fra deltagerne og drøftelser i plenum.
Mød gerne op med en håndfuld spørgsmål, udfordringer, undren og nysgerrighed.
Målgruppe Kurset retter sig mod børnehandicaprådgivere og andre f.eks. PPR og dagtilbudsafdelingen, der varetager sagsbehandlingen af de særlige bestemmelser i §§ 82 - 85
Underviser Socialrådgiver og handicapkonsulent Inge Louv
Pris Deltagergebyr 2.750 kr. + moms, som dækker undervisning og undervisningsmaterialer samt morgenbuffet, frokost og eftermiddagskaffe og kage.
Læs her om Erly Bird rabat samt alt om priser, rabatter og praktiske informationer
Tilmelding er muligt helt frem til kursusstart – tilmeldingen er dog bindende fra en måned før kurset